TRIANGLE OF SADNESS: Mesterlig Östlund spidder overklassen

Af Christian Hejbøl

Fem år efter Ruben Östlund vandt sin første Palme d’or med The Square (2017), vender han nu tilbage med sin anden Palme d’Or-vinder Triangle of Sadness. I denne omgang har Östlund skabt et direkte angreb på overklassens vulgaritet og idioti fortalt i tre kapitler.

Titlen, Triangle of Sadness, beskriver den rynke, der opstår mellem øjnene og panden, når man kniber øjenbrynene sammen. Men en trekant kan også beskrive et samfunds struktur; i den spidse top de magtfulde få, i den brede bund den uprivilegerede pøbel.

I én af de første scener skændes modellen Carl (Harris Dickinson) med sin rigere og mere succesrige modelkæreste Yaya (Charlbi Dean) om, hvem der skal betale for regningen på en restaurant. Carl mener, at Yaya skal betale, da hun er rigere, og han betalte for sidste måltid. Kønsroller og økonomisk kapital kolliderer, og til sidst udbryder Carl: ”It is not about the money. I want us to be equal.” For det værdifulde ved penge er ikke evnen til at købe dyre ting, men evnen til at sætte sig øverst i det sociale hierarki. Det handler om magt.

Satiren i Triangle of Sadness er ikke lige så subtil som i The Square, hvor Claes Bang spiller den politisk korrekte museumsdirektør Christian, som oser af dobbeltmoral. Humoren er mere direkte, karaktererne mere karikerede og den moralske fordømmelse af overklassen tydeligere. Östlund har givet sig selv lov til at være mere gakket, og så har absurditeterne ingen grænse.

Filmen bevæger sig fra modeverdenen til en luksusyacht med superrige gæster, inklusiv modelparret, og videre til en øde ø, hvor de sociale roller pludselig bliver vendt på hovedet.

Vanviddet kulminerer ved kaptajnfrokosten, hvor der serveres dårlige østers og gelé-dessert imens et vildt hav får det hele til at gynge. I tyve lange minutter fyldes biografsalen med lyden og billeder af opkast og diarré; det er en sekvens, der er lige så mindeværdig og ikonisk som banketten i The Square med performancekunstneren Oleg og lavinen i Force Majeure (2014).

Imens yachten svømmer i bræk og lort, sidder kaptajnen (Woody Harrelson) og spiller kort med en russisk mangemillionær. Kaptajnen er i virkeligheden en alkoholiseret marxist, der hader sig selv, da han har fejlet som socialist.

Det lyder næsten som starten på en joke: En amerikansk marxist og en russisk kapitalist sidder og spiller kort på en luksusyacht…

De danske skuespillere er desuden fantastiske. Vicki Berlin spiller den energiske chefsteward Paula, hvor det eneste svar, man kan give de stinkende rige gæster, er ”ja!”. Og Zlatko Buric er den russisk mangemillionær Dimitry, der sælger gødning.

Carl spørger under en frokost Dimitry, hvad han foretager sig. Han svarer kort: ”I sell shit. I am the king of shit.”

Kameraet viger ikke, klipper ikke, men bader seeren i ubekvemhed. Filmfotografen Frederik Wenzel, der har filmet Force Majeure og The Square, udmærker sig endnu en gang med sine lange indstillinger og et fastlåst kamera, der udstiller overklassens dekadence.

Triangle of Sadness er utrolig underholdende. Det er som om, at Östlund ikke har nænnet at skære nogle af sine skøre idéer fra. Det både forstår og værdsætter man, for hans dissektion og latterliggørelse af vestens sociale hierarkier er mesterlig.

Kommentarer